Du er nok havnet her, fordi du har en ide om, at du gerne vil leve (mere) bæredygtigt og klimavenligt. Måske ved du ikke, hvad det konkret betyder. Eller måske ved du bare ikke, hvor du skal starte.
At leve bæredygtigt kan betyde mange forskellige ting. For mange handler det om at leve klimavenligt og selv det kan også betyde noget forskelligt.
Men uanset om det bæredygtige liv handler om bedre madvaner, hvordan du pendler og transporterer dig, om du slukker lys, du ikke bruger, så kan det være svært bare at gøre.
Mit vigtigste råd til dig er, at du skal finde motivationen. Måske har du den allerede, og så behøver du sådan set ikke at læse videre her. Men hvis du ikke har den, bør du måske blive hængende lidt endnu.
Motivation er individuel. Så jeg kan blot give nogle ting videre til dig. Ting jeg selv har lært, oplevet eller opdaget. Forhåbentligt kan noget af min motivation inspirere til din.
Tænk over disse ting:
Her er en ikke-udtømmende liste over mange af de tanker, jeg har haft og stadig har, når det kommer til at vælge det klimavenlige og det bæredygtige.
Du må ikke læse listen som formaninger eller absolutte sandheder. Det er mine tanker og følelser. Og du må gerne låne dem.
Oksekød smager faktisk ikke særlig godt
Eller rettere. Det smager ikke rigtig af noget. Med mindre det er virkelig godt (og dyrt) fra slagteren, så er det så sejt og intetsigende i forhold til alle mulige andre lækre retter, man kan putte i munden. Jeg vil hellere spise noget andet.
Jeg er rigtig vred på landbruget
Landbrugets enorme forbrug af areal og (mine og dine) penge sammenholdt med deres enorme forurening (pesticider i grundvandet, kvælstof i samtlige danske fjorde) forarger mig dybt. Jeg vil ikke støtte deres intensive foder- og dyreproduktion. Til gengæld vil jeg gerne købe den plantebaserede mad, de laver. Grøntsager, frugt, korn.
Jeg vil faktisk ikke flyve
Jeg vil simpelthen ikke flyve, hvis jeg kan undgå det. Man kan sortere alt sit affald, kompostere madrester, købe brugt tøj – alt muligt. Men det hele nulstilles (og mere til) med bare én flyvetur. At flyve er én af de få ting, jeg simpelthen har fravalgt, fordi jeg ikke kan få mig selv til at forurene så vanvittig meget på så kort tid. Jeg venter nogle år – indtil der kommer grønt brændstof i flyene.
Ferie er federe tættere på
Men hvor skulle jeg flyve hen? Jeg foretrækker ferie i Danmark eller tæt på Danmark. Samsø. Vesterhavet. Mols Bjerge. Bornholm. Skåne. Jeg er også vild med Sydfrankrig. Men det er ikke noget problem. De fleste steder i Europa kan man komme til med bil og tog og en enkelt overnatning undervejs.
Generelt bryder jeg mig alligevel ikke om alt for varmt vejr. De danske somre er i mine øjne helt perfekte. Jeg lærte for længe siden, at Danmark er større end man tror. Især hvis man tager Sverige med. Jeg har ikke brug for varmere vejr, som man så ofte ellers hører.
Køb mindre nyt, mere brugt
Jeg undgår at købe nyt så vidt muligt. Det gælder de fleste ting. Værktøj, apparater, udstyr. Man kan finde meget på DBA og Marketplace. Det er altid der, jeg kigger først. Jeg gør det faktisk mest for at spare pengene. Det er billigere og så er det bedre for klima og miljø.
Faktisk har vi her i husstanden heller aldrig købt en ny bil. Kun brugte. Det lærte jeg allerede på Copenhagen Business School i helt grundlæggende økonomi. At købe en ny bil er noget af det dummeste, man kan gøre rent økonomisk. Så snart en ny bil triller ud fra forhandleren, taber den 10% af sin værdi. Bare fordi nogen har siddet i den. Hvis du skal købe ny bil, så køb en brugt. Vi købte vores Skoda Enyaq til langt under nymarkedspris, fordi den havde haft en ejer i fire måneder og havde kørt 13.000 kilometer.
Køb god kvalitet, og reparer dine ting
Generelt ærgrer jeg mig så meget, når noget går i stykker. Hvis det er noget elektronik, prøver jeg at reparere det selv. Der findes rigtig mange gode guides til det på nettet. Tøj kan jeg ikke finde ud af at reparere. Hvis en lynlås går i stykker, sender jeg det til den lokale skrædder. Men ellers sørger jeg for at købe god kvalitet, der holder. Jeg køber dermed ikke billigt tøj. Til gengæld bruger jeg færre penge på tøj – netop fordi jeg køber pænt og godt.
Vores børn betaler prisen
Mine børn. Som det ser ud nu, kommer verdenssamfundet ikke til at holde sig inden for 1,5 graders-målet – formentlig heller ikke 2 graders-målet. Med enorme konsekvenser for dem, der er børn lige nu – og mere endnu for deres børn.
Tænk lige over det. Hvis der ikke sker drastiske reduktioner i forureningen i denne og den næste regeringsperiode vil dine børn ufrivilligt opleve kæmpe afsavn, dyrere fødevarer, koldere vintre (og højere varmeregninger), varmere og vådere somre (behov for omfangsdræn, bedre isolering), flygtningestrømme, ressource-krige og andet forfærdeligt.
Om 10, 20 og 30 år vil jeg gerne kunne se mine børn i øjnene og sige, at jeg gjorde, hvad jeg kunne.
Skriv et svar